Han ved ikke særlig meget om øl: Men folk fra hele landet valfarter til Steen for at lave deres egen fadbamse

Artikel fra Fyens Stiftstidende d. 14/11-23 – Skrevet af journalist Martin Kloster
Billedet er fra artiklen, og er taget af Martin Kloster

Steen Jensen er indehaver af sit eget bryggeri i Odense, hvor man kan komme ind og brygge sin egen øl og få sat en øletiket på.
Steen Jensen fra Odense har fundet en niche, som særligt på denne tid af året er meget eftertragtet.

Odense: Okie Dokie, Tokyo Gold, Al Rhino …
Ved du ikke, hvad dette betyder, så ved Steen Jensen det helt bestemt.
Han er manden bag det, der ifølge ham er Danmarks eneste bryg-selv-hus af sin art i Odense, hvor man kan komme og brygge sin egen øl og få sin egen øletiket sat på flasken. Det hedder Bryg Event.

– Vi er de eneste, der brygger på den måde her. Vi brygger med maltekstrakt (og ikke på “gammeldags-maner” med all-grain, som det hedder, red.). Så kan vi gøre det hurtigere. Folk elsker det. Fordi, det øjeblik man kommer ind ad døren, bliver man mødt af en venlig stemning. Og stemningen bliver ikke mindre god af, man får smagt på de forskellige øl, siger Steen Jensen, som har over 100 forskellige øltyper, man kan lege med.

Folk kommer fra hele landet. Både private og firmaer. Også de helt store firmaer. Polterabender slår også vejen forbi. Der er særligt travlt nu.
– Hele efteråret er vores højsæson. Specielt juleøl, siger Steen Jensen, som viser avisen rundt i sit minibryggeri på Energivej på tærsklen til Højby.
Ja, man kan blive lidt høj af det også. Der er 28 haner at tappe fra. Ens opskrift puttes i en gryde med kyndig vejledning fra en brygmester. To og en halv time tager det. 14 dage senere, efter øllen har gæret, kan man komme og tappe den på flaske eller dåse.

– Øl er så taknemmeligt at lave. Der skal kun fem forskellige ting i. Det er malt, humle, vand, gær og gerne lidt sukker også, nævner Steen Jensen. 80 procent af kunderne er mænd.
– Men vi får flere og flere ‘pige-polterabender’. Også på grund af, vi kan lave cider. Det er ikke kun øl, siger han.

Nedture rammer
Steen Jensen fik idéen til sit koncept efter en tur til Australien i 2005.
– Jeg var på familiebesøg i Perth. Og der var intet mindre end 11 bryggerier magen til. Så tænkte jeg, at så kan det også gå i Danmark, siger Steen Jensen.
Han havde på daværende tidspunkt sit eget vognmandsfirma, Eventyrbilerne. Gennem 25 år kørte han med sten, grus og kranbiler.

I 2007 flyttede Steen Jensen, der bor i Rolfsted, sin vognmandsforretning fra hjembyen til Energivej i Odense. Han byggede et nyt domicil til bilerne, hvor der samtidig var gjort plads til et lille bryggeri.
– Bryggeriet var bare en lille niche. Jeg havde ikke forstand på øl, det har jeg stadigvæk ikke, erkender Steen Jensen, som dog har lært nogle fif fra rigtige brygmestre rundt omkring.
Men, men … Finanskrisen i 2008 kom buldrende og lagde nærmest firmaet ned.
– Vognmandsfirmaet gik kun én vej, det var ned ad bakke. Vi tabte helt vildt. Det var helt forfærdeligt. Vi solgte den i 2009, husker Steen Jensen. Solgt for blot én sølle krone.

For han skal bare ud af det med skindet i behold. Men han beholder bygningerne og skal bruge dem til noget andet. Det blev så til en udbygning af ølkonceptet.
I 2014 åbner Steen Jensen en afdeling i København. Men stress og en hjernesvulst slår ham ud året efter.

Eget bryggeri
Steen Jensen kæmper sig dog op igen, selv om corona “æder” hans københavnergren af firmaet midt i det hele. Han har nok “indre volumen” til at starte sit eget bryggeri udover Bryg Event. H.C. Andersen Brewery kalder han det – med tilladelse fra H.C. Andersen Museet til at bruge HCA-navnet.

Hans egenproducerede øl sælges bl.a. i gaveæsker.
– Vi sælger forsvindende lidt til butikker, da vores brygkapacitet er lille. Vi sælger meget til vores bryg-selv-kunder, som er her i butikken. Og så har vi nogle få butikker rundt omkring i Danmark. Vi kører meget til specialforretninger med fokus på glutenfri, for vi brygger alt vores øl glutenfrit. Vi gør det for at skille os ud, siger Steen Jensen.

Okie Dokie!